Begæret
I et glimt dukkede hun frem mellem røgskyerne og lod sig se for alverden med sit røde chiffon-tørklæde og de nypudsede sko på dansegulvet. Han fulgte opmærksomt hendes bevægelser, mens håret fløj op og ned og til siden blandt de dansende. Hun morede sig tydeligvis, men noget fik hende til at bryde ud af dansen og dumpe ned på en stol i et ensomt hjørne af caféen. Han så hende tage den venstre sko af og strække tæerne lidt, så hendes ben syntes endnu længere. Da så hun op og mødte hans blik, som lidt forvirret drejede væk i et hastigt ryk for snart igen at bevæge sig over mod hendes ben. Det så næsten ud som om, hun nød opmærksomheden og trak smægtende benet op imod sig med et henkastet blik bag lange øjenvipper.

Han gjorde tegn til at gå udenfor, og hun rejste sig næsten med det samme; dog uden at virke for ivrig. De smøg sig begge langs væggen som orme, der kryber mod lyset uden nærmere at kunne gennemskue årsagen, og de tvivlende skridt dansede mod udgangen. Han tændte en cigaret, måske for at dulme sine nerver eller måske for at give indtryk af, at han ikke havde særlig travlt og pustede langsomt røgen ud gennem næseborene som to hugtænder parate til at sætte tænderne i hendes bare skulder. Hun var nu så tæt på, hvor han stod, at hun burde have mærket hans hurtige puls og den spændte krop. De udvekslede nogle tilfældige ord, og pludselig var hendes hånd i hans baglomme og hans på vej op ad hendes ryg.

Døren smækkede efter dem, og dørmanden sagde godnat. Aftenen var magisk og frydefuld, konsekvenser var glemt og lysterne styrede over fornuften. Det var som om, han ikke så hendes begyndende rynker, og hun ignorerede hans lille topmave; de var som perfekte den aften i mørket i hans lejlighed som Adam og Eva i paradisets have, og intet var rigtigt eller forkert. Han lod sig dominere af hendes kærtegn, der værre end piskeslag fik ham i en tilstand af fuldstændig overgivelse, og hun nød at pine ham langsomt ved små, lette kys på øret til han næsten ikke kunne holde det ud længere.

Han var et stykke legetøj, hun kunne bruge, som hun ville, men han ænsede det ikke og gav sig hen i ekstase, mens hendes sjæl dansede rundt med horn i panden. De faldt larmende til ro, og han var slap som en kat, der er nusset så længe, at knoglerne falder fra hinanden. Solen tittede så småt ind gennem persiennerne og mindede dem om livets realiteter og den begyndende hovedpine. Han lukkede sine øjne for på denne måde at lukke for livet udenfor og fandt famlende hendes bløde læber, mens hun endnu halvt vågen åndede dybt og roligt og smilede indeni.

Da sprængte solen pludselig ind med en kæmpe eksplosion og lod hende forstå, at hun var på fremmed grund, og hun samlede sine strømper op fra gulvet og humpede ud på badeværelset. Han anede det ikke men blev liggende i drømmen, og hovedpuden duftede endnu af hende. Hun lo stille og konstaterede, at det igen var lykkedes hende at overrumple en mand på den grusomste vis og efterlade ham forsvarsløs i sengen. Hendes nydelse var fuldendt med denne absolutte følelse af magt, og hun sneg sig ud af døren som en skygge, der ikke efterladte synlige spor, men som trak et slør af mørke og elendighed efter sig.

De kærlige løfter, der var blevet hvisket af sensuelle læber om natten, var falmet i solens stråler og sygnet hen som forventet. Den dunkende smerte trængte sig på i hans hovede, og han strakte armen ud til den side, hvor hun havde ligget, for at dulme smerten, men lagnet var blevet koldt, og hun var forsvundet ud af døren som et flygtigt mareridt. Han lod sig synke ned under dynen og forsøgte at gemme sig for verden, men han vidste, hvad der var sket, og blev tilbage med en bitter smag i munden af begær, der aldrig blev til mere.

Han krammede sin hovedpude, som han havde gjort så mange gange før i sine ensomme stunder og ønskede, hun var dér. Skræmte vandrede øjnene rundt i rummet og søgte desperat efter den menneskelige varme, han savnede, og som han troede, han havde haft den aften. Hun var så varm og så blød... Den nøgne ryg fik gåsehud ved tanken, og han rystede skuldrene i et forgæves forsøg på at ryste tanken væk, men den blev hængende som en stor, sort sky, der formørkede hans verden.

Selv hans planter hang med hovedet i en kollektiv depression. Vinden forsøgte at holde deres hoveder ranke, men de vendte den anden kind til og faldt slapt ned igen. Han løftede plantens blade og kyssede dens blomst, men den hang stadig livløs, mens han vandede den med en tåre. Med en rask bevægelse forhindrede han endnu en tåre i at løbe ned ad kinden ved på det nærmeste at give sig selv en lussing og satte resolut planten på plads i reolen. Han gik ud i køkkenet og tog leverpostejen og noget franskbrød ud af køleskabet og satte det på køkken-bordet. Et æg trillede ud af køleskabet og landede på gulvet, og skallen smadrede med en klistret lyd.

Da brød han sammen. Han lod sig dumpe ned på gulvet og tudbrølede som et lille barn, der har mistet sin sut og sad der længe indtil øjnene var tørret ud og tilbage var kun mørket i hans sind. Med sine hænder formede han kærligt hendes silhuet i luften, og det var et kort øjeblik som om, han igen kunne holde om hende og kærtegne hendes hofter, men da hans fingre lukkede sig sammen om hende, var hun væk, og han begravede hovedet i sine hænder og snøftede færdig.

Han lod leverpostejen stå på gulvet og åbnede i stedet en guldøl, som han tømte med foruroligende hast og bøvsede højlydt bagefter. Det føltes pludselig lidt mindre slemt nu. Skabslågerne klaprede, da han sparkede ind i væggen et par gange, og hans fod gjorde ondt, men den var kun som en dråbe i havet af den smerte, der luskede rundt inde i stuen og ventede på ham. Han hev en flaske vodka ud af skabet, mens han bandede over kvinder i almindelighed og i særdeleshed "den kælling, der ikke vidste, hvad hun gik glip af". Så begyndte han at skamme sig over, hvad han havde sagt, for han forsøgte at overbevise sig selv om, at hun skulle noget vigtigt og snart ville komme tilbage igen, så han tog tøj på og satte sig ind i stuen og ventede.

Tiden gik, og han rykkede uroligt rundt i lænestolen, mens han spejdede efter, om hun havde skrevet sit telefonnummer med læbestift på spejlet, men det var endnu nypudset og blankt, og der lå ingen lille seddel og flød et sted i lejligheden. Han fik den idé, at han ville lave aftensmad til dem begge, men da begyndte tvivlen alligevel at indfinde sig, så han nøjedes med at smøre sig et par madder, men han hentede de støvede stearinlys ud af skabet i tilfælde af, hun kom igen. Det var så ynkeligt, at han græmmede sig og besluttede sig for at gå i seng. Han vågnede om morgenen med næsen nede i hovedpuden og strakte igen armen ud for at gribe efter den men fik i stedet fat i vodkaflasken, og den var en udmærket trøst for ham som et barns sutteflaske, når det savner sin mor.

Det blev efterhånden sværere og sværere for ham at undvære sin sutteflaske, som dagene gik. Han levede sit liv i en tåge, og hun lå gemt et sted bag disen på spring og klar til at kapre hans tanker så snart, han lod vodkaflasken ligge, så han samlede den hurtigt op igen. Ofte kiggede han ud af vinduet for at se, om hun mon skulle komme forbi for at hilse på ham, og en dag stirrede hendes røde tørklæde igen på ham, mens hun gik ned ad gaden uden tilsyneladende at bemærke noget. Han fløj ud af døren og ned på gaden og stillede sig lige foran hende med et stort smil og ville sige noget vigtigt, men han kendte ikke hendes navn, så han råbte bare "hej" og lod munden stå åben mens han gloede på hendes velformede ben.

Hun blev tydeligvis forskrækket og hoppede et skridt til siden mens hun overvejede hvilken forbindelse, hun dog kunne have med dette menneske. Han havde en tynd T-shirt på, der strammede over maven, og som ikke så ud til havde været vasket gennem længere tid, hans bukseknap stod åben, håret var i uorden, og han stod med vodkaflasken i hånden og hang med hovedet. Da gik det op for hende, at hun engang havde brudt sig om denne mand, ja endda havde været særdeles intim med ham, og hun væmmedes ved tanken og skyndte sig hurtigt over gaden.

Der stod han med knuste drømme og en halvfyldt flaske og så sit liv forsvinde med hastige skridt uden at se sig tilbage. Han løb efter hende og væltede hende omkuld i busken bag hans lejlighed, hvor han viste hende, hvor meget han stadig begærede hende. Det blev aldrig som den nat i hans lejlighed; denne gang var det ham, det styrede begivenhederne, mens hun forgæves sprællede for at komme fri, og han hviskede til hende, at hun skulle ligge stille, for han ville hende jo det bedste. Han elskede hende blidt, som man kysser et støvfnug, og ænsede ikke hendes skrig.

© 1996 Female Nerd